”Jeg vil KUN, hvis det er en pige.”
Siden hun kunne tale, har min datter ønsket kvindelige læger og tandlæger.
Inden vi tager afsted, gør hun os det klart. Vi fortæller hende, at man ikke altid kan vælge, og at mænd kan være ligeså gode og søde.
Så lægger hun armene over kors og siger: ”Det er fint nok. Men ikke for MIG.”
Første gang hun var til tandlæge, var hun to år. Hun åbnede ikke munden for ham, og vi måtte tage hjem med uforrettet sag.
I går skulle hun og jeg testes for corona.
Hun ville ikke testes, men hvis der skulle være en chance for at kunne se MGP med en veninde, var vi nødt til det. Vi skranter begge med hovedpine og ondt i halsen.
”Så skal det være en pige”, ok mor?
”Det kan jeg ikke love.”
Vi trådte ind i et telt. Der var helt tomt - ingen andre skulle testes end os. En gruppe podere lavede gymnastik for at holde energien oppe og humøret højt.
Jeg smilte til dem under mundbindet.
Tre af deres kollegaer stod klar til at tage imod os. To mænd og en kvinde.
Min datter kiggede på mig med sit stålfaste blik, og jeg rømmede mig: ”Hun vil gerne have, at det er en kvinde, hvis det er ok?”
Manden, der studerede vores sygesikringsbevis gennem panserglasset, lavede et grynt og var ellers helt tavs. Længe. Han havde visir og maske på, men jeg kender det, øjnene gør, når kæben spændes af irritation.
Alle var helt stille.
Rummet var ladet.
”Altså for mig er det lige meget. Eller lige godt”, skyndte jeg mig at glatte ud, som recovering pleaser.
”Så gå derover”, vrissede han til min datter og pegede på sin nydanske kvindelige kollega. Og højt ud i rummet: ”Jeg troede kun, det var folk fra Syrien, at der havde sådanne krav!”
Jeg gik med min datter, mens han pegede på sin anden kollega, manden. ”Så tester du hende”.
Kvinden og jeg udvekslede et sigende blik. Det tog bare et sekund. Mit signalerede: undskyld for at ødelægge den gode stemning og undskyld for din kollegas udtalelse. Og hendes var bare varmt og forstående. Hun bøjede sig ned:
”Hvad hedder du?” Og ”Sikke et smukt navn”.
Bagefter svævede min datter.
”Så du hende, der hjalp mig mor? Hun er den smukkeste og sødeste ‘læge’, jeg nogensinde har haft. Så du hendes lange øjenvipper og skinnende hår? Hun sagde, at jeg havde et smukt navn. Jeg glemte at få hendes.”
Mens jeg selv blev testet, kunne jeg mærke min flovhed over at være ’til besvær’ fortage sig og forvandle sig til stolthed. Over at have en datter, der ved, hvad hun vil og ikke vil og har klare grænser. De er anderledes end mine, de er hendes helt egne.
Hun lærer mig, at vi godt må sige til og fra.
Vores børn vokser op i en tid, hvor tests handler om andet end fag. Måske er det i orden at gå lidt længere for, at de får en god oplevelse, når det er muligt.
Uanset om det er, at de skal sige ”Aaaaarggg som en dinosaur” eller blive testet af et menneske med et specifikt køn.
Måske er det ikke forkælet og besværligt og udansk? Måske er det en lille bitte måde at tage kontrol over vores krop og følelsen af magtesløshed på.
Ps. Hvis du kan lide, hvad du læser, så husk at abonnere på mine indlæg, der snart bliver lukket for åben læsning.
Skøn læsning! Både din datters respekt for og udtryk af sine grænser, og din selvreflektion som er så fed. For mig, som har som hjertebarn at arbejde netop med nænsom bevidstgøring og træning i at kunne mærke og bruge vores grænser og behov, gør det mig glad og håbefuld. Jeg begyndte selv at græde af rørthed forleden, da min store søn på 21 sagde “Mor jeg har mærket efter og jeg vil ikke starte på studierne endnu, jeg vil vente til nytår”. Jeg havde ikke det der var brug for i hans barndom til at i stor nok grad støtte ham i hans grænser, følelser, behov - for jeg havde ikke selv fået det. Jeg jublede, grædende, med ham over at han havde mærket efter og ikke lod sig presse af hele familien til at overstyre hvad der er rigtigt for ham.
Og jeg jublede også lidt for mig selv som har bidraget, ved at lave arbejdet med mig selv nu mens og efter at han er blevet så stor. Sådan at noget af det er sevet over til ham også...
kram og god bedring til jer 🌹🌹
Hvor er det fint! Ja, din datter har helt ret til at sige til og fra og det er stærkt at hun gør det!
I øvrigt kan man sige så meget med øjnene. Det varmeste smil jeg har fået i mit liv var fra en burkaklædt kvinde på posthuset da jeg boede i Kbh. NV.