Jeg gik og talte i søvne som barn og i mange år.
Jeg hadede det, når mine forældre kærligt og grinende fortalte mig om, hvad jeg havde sagt eller gjort. Ofte vrøvlede jeg bare lidt og gik tilbage ind og sove. Men nogle gange gjorde og sagde jeg mærkelige ting.
Jeg frygtede det altid, når jeg havde soveaftaler. Og prøvede at holde mig vågen.
En veninde synes, det var så sjovt og delte i klassen noget meget pinligt, jeg havde sagt i søvne.
Jeg grinte, men indeni døde jeg af skam. Vi sov aldrig sammen igen, og vores venskab gled ud, uden hun vidste hvorfor. For jeg stolede ikke på mig selv sammen med hende mere.
Hun var en af mine bedste veninder.
Jeg følte, at der var noget galt med mig. At jeg var anderledes og mærkelig, og det kom ud om natten. Som en mørk skygge.
Engang var jeg så desperat, at jeg lagde knappenåle rundt om sengen.
Det hjalp ikke at låse døren og gemme nøglen på mit værelse, for jeg vidste jo selv, hvor den lå.
Jeg ville sikkert have hoppet over knappenålene, men jeg kunne ikke falde i søvn den aften og stod op og fjernede dem efter nogle timer. Der gik nemlig historier om, at man kunne blive sindssyg, hvis man blev vækket, mens man gik i søvne, og det var jeg også bange for.
Jeg skammede mig over at gå og tale i søvne. Og over manglen på kontrol og hukommelse om, hvad jeg havde sagt og gjort efterfølgende.
Læs også: Alkohol giver mig sorte huller
#Deldinskam
Har du noget, du har skammet dig over, som du vil dele? Del din historie, hvis du er klar, hvor du synes, og brug #deldinskam.
Dette er en del af en personlig histore-stafet, der kører fra den 15. februar-8.marts i forbindelse med Kvindernes Internationale kampdag. Kampagnen er startet af digter Nilgün Erdem og podcaster Souha al-Mersal. Sidstnævnte har podcasten Skamløs.
Jeg kommer til at dele flere personlige historier om skam i den periode.