Jeg har ikke drukket alkohol i 10 år.
Bag det valg ligger der utallige brudte løfter til mig selv.
Om at drikke normalt.
Om at ikke blive for fuld.
Siden jeg blev fuld første gang som 16-årig, har jeg elsket rusen og selvforglemmelsen. Det er som at få adgang til alle rum i mig selv. Indtil jeg farer vild, og noget andet tager over.
Promiller har altid givet mig sorte huller.
”Men du virkede da ikke så fuld!” fik jeg ofte at vide, når jeg dagen efter fiskede efter, hvor jeg mon kunne have stillet cyklen. Som om at alle årene som søvngænger, havde forberedt mig til dette endnu værre kontroltab.
Jeg savner stadig rusen, den røde streg og allergiske reaktion over næseryggen, og mine knæ, der smiler, når de første promiller går i blodet. Følelsen at svæve.
“Du bliver jo så sjov! Tager du ikke bare et enkelt glas? For hyggens skyld”, spørger manden.
Men det er det, jeg ikke kan.
Jeg savner ikke at vågne op og ikke huske, hvordan aftenen endte, eller hvem jeg talte med. Jeg savner ikke følelsen af selvhad, skyld og skam, der var værre end de fysiske tømmermænd.
Jeg savner ikke at miste mig selv.
#Deldinskam
Har du noget, du har skammet dig over, som du vil dele? Del din historie, hvis du er klar, hvor du synes, og brug #deldinskam.
Dette er en del af en personlig histore-stafet, der kører fra den 15. februar-8.marts i forbindelse med Kvindernes Internationale kampdag. Kampagnen er startet af digter Nilgün Erdem og podcaster Souha al-Mersal. Sidstnævnte har podcasten Skamløs.
Jeg kommer til at dele flere personlige historier om skam i den periode.