"Er vi på krammer?"
"Det tør vi godt, ik?"
Nej, jeg tør egentlig ikke.
Min kommune har lige nu størst Covid-19 smitte blandt de testede, og min datters naboskole er lukket en uge grundet for høj smitte.
Det er kommet alt for tæt på igen. Min svigerfar og bonussøn, der har oplevet smitte, kæmper stadig - mange måneder efter - med vejrtrækning, træthed eller manglende appetit.
Igår var jeg til navnefest og havde derfor besluttet mig for at vinke akavet og smile stort fremfor at være på krammer.
Det hjalp, at jeg stod med en stor bunke af ungernes tøj i armene. Det blev en fysisk umulighed.
Folk kom direkte fra dåb, en anden navnefest eller var til 40 års fødselsdag aftenen før. Der var også et barn, der havde smitte i klassen. Jeg fik ikke helt styr på om svaret på anden test, var modtaget.
Der tales om, at når "alkohol går ind, bliver det sværere at overholde anbefalingerne".
Her var der ingen alkohol, men når man er samlet som flok og forbinder sig med hinanden gennem snak, sange og lege, så opløses afstanden, og ønsket om nærvær og forbindelse bliver vigtigst.
Til farvel overgav jeg mig til den del af mig og modtog og gav kram.
Jeg håber virkelig ikke, at det får andre konsekvenser end en smittende følelse af glæde og sammenhold.
Tør du godt kramme?
"Vi tør godt kramme ik´?"
Jeg har lige nu heller ikke lyst til at kramme. Ikke som corona boomer alle vegne. Men jeg føler mig lidt som sådan en der er lidt alene. Det gjorde jeg også I torsdags da jeg havde mundbind på i toget. Som den eneste. Jeg tænker ikke at corona venter til i dag med at smitte.
Jeg mødtes med venner fra efterskolen forrige lørdag. Vi var fire. De havde alle børn der havde været i nærkontakt. Og var i gang med at teste. Og vente på svar. Og der sad jeg og følte mig lidt klemt. Tænk at føle sig presset til at give et kram.