Jeg har to børn og tre bonusbørn.
Jeg er tidligere redaktionschef.
Jeg er selvstændig med eget forlag, skriveklub og podcastkurser.
Bare de roller kalder på mine evner som projektleder og koordinator.
Men jeg er desværre bedre til at tage iltmasken på andre end mig selv, og det gør, at min mund af og til siger ja, når mit indre mener nej.
Det er ikke fordi, at jeg ved det i øjeblikket. Ofte er jeg så meget ovre i en andens energi og behov, at jeg tror, det er mit.
Under nedlukning og hjemme-kaos, blev jeg ringet op af en virksomhed. Ville jeg have en projektopgave? Vedkommende var så begejstret, at det smittede. Så jeg takkede ja og skrev deadlinen ned.
Opgaven var spændende og velbetalt. Først senere kunne jeg mærke, at min krop skreg nej.
Jeg havde jo lige aftalt med mig selv, at 2021 skal jeg få mit eget til at vokse. At enhver opgave skal testes mod spørgsmålet: “Får dette mig tættere på mit mål?” Alt der ikke kan gå under mit virke som podcast-mentor eller skrivecoach, skal skæres fra.
Efter en måned med en del bevidste og store nej´er, fangede jeg ikke mig selv. Det er lettere for mig over mail at mærke efter og sige nej, end over telefon.
Når jeg hører en stemme, der vil mig noget, så vågner mine instinkter: Har du brug for hjælp? Synes du jeg er den rette? TAK, nu kommer jeg.
Bagefter sidder jeg så tilbage med følelsen af at have forladt mig selv. Igen.
Og enten skal jeg bide tænderne sammen og præstere mig igennem, som jeg er god til, eller også skal jeg have den svære samtale og sige:
“Vi havde en aftale, men jeg var lidt for hurtig, jeg må desværre takke nej.”
Jeg er rundet de 40 år, og hvis jeg skal lære mine børn, hvordan man er tro overfor sig selv, så må jeg også begynde at være det mod mig selv.
Det er forhåbentlig aldrig for sent.
Siger din mund nogensinde ja, når du mener nej?