Krigen, farfar og friheden til at glemme
Du kunne ikke fortælle mig din historie, men sendte mig ind i din vens liv
Den 4. Maj tænkte jeg på dig farfar og de historier, du bar på. Alene.
Som jeg først lærte at kende brudstykker af gennem din ven i London. En anerkendt tegner, du sagde, jeg burde opsøge, da jeg boede der. Og et helt utroligt dejligt menneske. Erik.
Han sendte dig breve med konvolutter, hvorpå han tegnede historier på rundt om din adresse. Mennesker holdt bogstaverne og katte kravlede op ad dem. Jeg elskede den genkendelige og fine streg. Erik lavede eventyrlige kalendre, og sammen læste vi de bøger, han havde illustreret.
Du spillede klarinet for ham over telefonen og sendte ham en kassette med musik, han måske ville kunne lide.
Erik blev min ven, og jeg mødte hans kone, børn og børnebørn.
Han elskede dig også og satte billedet sammen af dig farfar. Du må have vist, at han ville prøve at svare mig på de ting, du ikke ville tale om?
Jeg var ung og kunne aldrig forstå, hvorfor du ikke kunne tale om fortiden. Der er så mange ting, man ikke kan forstå, når man ikke har gennemlevet det.
Du var en livskraft i alt, du lavede. “Frygtløs og fræk som en slagterhund”, bekræftede din ven. “Modsat mig!”
Jeg ville sådan ønske, I ikke havde været nødt til at opleve krigen.
Den ændrede dit liv og vej så gennemgribende. Som hos så mange andre.
Men du var enormt god til at lægge det bag dig og leve i nuet. Uden en fortid. Dit liv og dine mundtlige historier havde en tidslinje, der begyndte, da du mødte farmor. Der var kun meget få brudstykker af en barndom og ungdom. Somre på vandet og Guldtrompeten.
Så mange ting, du lagde bag dig uden at se dig tilbage. Frihed for dig var at glemme.
Jeg ville så gerne forstå. Måske er det derfor, at jeg søgte så desperat efter den del, der lå før?
Din ven viste mig et billede af jer to i lange stilige frakker i København. I var så unge og lignede verdensmænd. Han var høj og slank, og du virkede endnu lavere ved siden ad ham. Dit selvsikre blik var ikke til at tage fejl af.
“Vi var flotte ikke? Altså mest mig, men din farfar havde charmen - ingen kvinde så i min retning, når han var der.” Vi grinte.
“Vores jakker var syet af lagener”, fortalte han mere afdæmpet. “Vi havde ingenting, og alligevel så vi præsentable ud!”
Jeg bad om at få lov til at se det gulnede fotografi i fotoalbummet hver gang, jeg var på besøg. Jeg indprentede mig hver eneste detalje.
Af. Dig. Som. Ung. Cirka dengang.
For jeg vidste, at det var den eneste rest, jeg nogensinde ville komme til at se.
Tak fordi du sendte din ven ind i mit liv.
Char