Endelig kom min datter hjem fra en lang ferie hos mine forældre. Vi var i isolation inden, og hendes skole er lukket, så hun kunne lige så godt være der. Og ville gerne blive efter jeg havde været på besøg nogle dage med de små.
Min mor er pensioneret.
Hver dag FaceTimede vi, og jeg kunne se min datter gro under struktur og rå mængder opmærksomhed. Hun har fire søskende herhjemme.
I de sidste nætter kunne jeg mærke en uro, jeg ikke mindes at have følt før. Jeg prøvede at regne ud, hvad pokker det var, der gik mig på. Arbejdet? Corona-pandemien?
Nej, det var ikke det …
Så kom svaret: Savn. Savnet af min datter. Det kunne mærkes helt ind i mine knogler. Jeg stod op og gik over til hendes seng. Som hun sjældent sover mere end tre timer i. Og snuste til hendes pude og dyne. Smilede over mig selv, da jeg tog hendes bamse og knugede den ind til mig og listede tilbage med den. Først der kunne jeg sove.
Da hun kom hjem, var hun fuld af hverdagseventyr. Hendes storebrødre gav highfive, mens lillebror på tre år senere på dagen knugede hende ind til sig og sagde: “Jeg har manglet dig!”
Jeg blev helt rørt, for han har ikke ladet sig mærke med hendes fravær.
Efter en gåtur med mine forældre vinkede vi farvel. Og så kom reaktionen. Tårerne. Savnet. Min datters. Hun har svært ved overgange. “Jeg savner mormor og morfar!”
En del af mig (den livskloge) var lykkelig over, at hun har så godt et forhold til mine forældre, og at de har haft en fest efter et år med al for lidt kontakt grundet Corona. Den anden del af mig (den lille pige) følte sig afvist, såret og ikke nok.
Vi kan slet ikke tilbyde det samme nærvær i denne coronatid med hjemmeskole og hjemmearbejde. Og jeg forstår hendes savn. Og kærlighed.
Jeg trøstede og holdt hende. Indeni mig et skjult sted brusede en stille modstand og sårethed.
Der er bare en ting med min 7-årige datter - hun har arvet min følsomhed og antenner. Så pludselig hulkede hun:
“Undskyld mor. Jeg elsker også dig. Mit hjerte er bare ikke kommet hjem endnu.”
Så græd vi sammen, og jeg sendte en tanke til alle skilsmisseforældre og børn, der må dele børnene op og oplever det her ved hvert skift.
Det er svært.