Igår viste jeg min bror og hans kæreste, der er nybagte forældre, hvordan man kan bruge slynger og strækvikler.
Og lånte dem vores.
Min søn på tre år kom og så nysgerrigt til. Da jeg demonstrerede med ham, blev han helt salig og stille og klemte sig ind til mig.
Det var så sødt, de grinte kærligt over hans forvandling (indtil da havde han talt og løbet rundt nonstop) og hengivenhed.
Han giver 100 kram og kys om dagen og fortæller mig konstant, at jeg er den bedste i hele verden. Jeg har aldrig oplevet så uforbeholdne kærlighedserklæringer som fra min søn.
Det piner mig nogle gange, at jeg ikke var ikke lige så nærværende overfor ham, som jeg var med hans storesøster i barslen.
Mit liv var så anderledes.
Jeg byggede min virksomhed op, og manden byggede hus. Jeg var fuldstændig udmattet og havde ofte tankerne på fremtiden fremfor nuet. Når barslen var slut, skulle min selvstændige virksomhed for alvor klare sig på egne ben.
Meget af barslen gik med at planlægge - og på at bekymre mig.
Jeg kan godt føle en skyld, men jeg gjorde det bedste, jeg kunne, under de omstændigheder, der var. Og måske er det på tide at slippe skyldfølelsen.
Han blev båret tæt ved mit hjerte de første år.
Jeg ved, at han ved, at han er elsket. Og der vil jeg blive ved med at prøve at vise ham resten af mit liv.