Sagt på Clubhouse: ”I tager nu min mødom!”

Clubhouse giver mig angst-våde armhuler og blackouts - men jeg er også forelsket

”Det er som om, at der bare er enorm meget kærlighed og sammenhold på den danske del af Clubhouse lige nu.”

”Ja, der er sådan en god stemning og alle vil bare hinanden det bedste og byder ind.”

”Nærvær og fællesskaber er det nye sort, og de sociale medier er endelig blevet sociale med Clubhouse. Nu sidder vi ikke asynkront og kigger på hinandens pixels, men interagerer.”

”Der er en følelse af fællesskab, og alle har en mulighed for at blive hørt.”

Ja, det er sandt nok.

Men alligevel ikke helt. Det er ofte de samme på scenen, eller der bidrager, i de danske rum, jeg besøger.

Dog kan man altid række hånden op og få ordet.

I teorien.

Jeg er begyndt at føle mig som en lurer (med ørerne) og vil fortælle dig om, hvordan jeg fik blackout i går, da jeg endelig tvang mig selv til at tage ordet.

Hvad er Clubhouse?

Men først vil jeg lige fortælle dig om Clubhouse, hvis du ikke kender det. Det er en app, et auditivt klubhus, hvor du kun kan komme ind gennem en invitation.

Og kun hvis du har en iPhone.

Da jeg kom ind, var der omkring 100 danskere derinde, men hver dag kommer der nye til, da hver ny får to invitationer, de kan give videre. Og gøre sig fortjent til flere invitationer ved at være aktive.

I Clubhouse kan alle starte en samtale om et emne og facilitere en talk eller udveksling. Det kan være helt afslappet, eller mere styret.

Jeg modtog en invitation til Clubhouse af min bror, der er stifter af en succesfuld virksomhed. I det hele taget ser det ud som første danske bølge, som er inviteret til den lukkede fest, er selvstændige iværksættere og content marketing folk.

Så samtalerne er meget om funktioner og hvordan, man kan bruge Clubhouse til at netværke professionelt og i sidste ende tjene penge. Der er nogle, der taler på en scene, og resten lytter med som publikum. Passivt, medmindre man rækker hånden op.

Og nu er vi tilbage til udfordringen.

Det er lige det der med at række hånden op, som jeg har det svært ved.

Ræk hånden op! Eller sav et ben over

Jeg troede, jeg var vokset fra det, men pludselig er jeg Charlotte 12 år igen, der sidder og brænder inde med ord, fordi jeg ikke kan få mig selv til at tage det.

Eller Charlotte 30 år til ledermøder, hvor jeg havde en tendens til at komme med mine inputs på skrift efterfølgende, fordi at ordene ikke kunne finde vej ud ad munden i et meget aktivt plenum, hvor man ’bare’ kunne byde ind frit.  

Jeg har mange ideer og visioner til, hvordan podcastere kan bruge Clubhouse til at møde sine lyttere og små personlige fortællinger og alligevel søger jeg forgæves efter en chat og holder inde.

Og det går mig på.  

Min Podcast Masterclass kollega og medunderviser Camilla er ekspert i introverte. Indefra. Og hun er eminent foredragsholder, podcaster, netværker og underviser. Så introverte kan sagtens mestre det talte ord mindst lige så godt som ekstroverte og indtage scenen.

Selv lever jeg udelukkende af at undervise lige nu. Og så podcaster jeg.

Jeg ved, at jeg kommer til at facilitere grupper og temaer i Clubhouse. Men at tage ordet u-inviteret i en andens rum … jeg vil næsten hellere have savet et ben over. Eller vinterbade.

Cool kids

Igår lyttede jeg i over en time til en paneldebat omkring Clubhouse og fællesskaber.

Alle de cool kids indenfor indhold og fællesskaber var på scenen.

Kvinder jeg respekterer, og som har noget på hjerte.

Temaet var:

”Unglossy Sunday chill - spil hinanden gode”

Så det lyder jo meget hyggeligt og nede på jorden.

Efter en debat i panelet om netværk, generøsitet, nærvær, at være sig selv, skabe tillid og at huske at fylde benzin på sig selv, blev vi i publikum inviteret til at stille spørgsmål og byde ind.

Jeg havde taget notater (det gør jeg altid før en telefonsamtale, så den kan flyde ’naturligt’), men da jeg blev hevet frem og sad i kø, og et kendt navn skulle på efter mig, sagde det klik.

Da jeg kom igennem, talte jeg meget hurtigt. Hvis jeg skal være helt ærlig, så husker jeg kun, at jeg startede med at sige, at jeg var nervøs, tror endda min mund kom til at sige, at de nu tog min Clubhouse mødom (pis) – bla bla noget om at podcaste - og sluttede med at sige, at det ikke var et spørgsmål bare et input.

”Tak for det. Næste.”

Av - eller yes!

Så sad jeg der. Rød i hovedet, store svedpletter på trøjen og en følelse af at vågne op efter at have drukket for mange shots og været nøgen på dansegulvet. Til en firmafest.

Men jeg var også lettet.

”Hold da op – hvad er der sket?”, spurgte manden, da han så mit udtryk og røde plamager i ansigtet.

”Jeg sagde NOGET.”

Jeg har tidligere delt min frustration over ikke at kunne tage ordet i interessante Clubhouse snakke.

”Fedt, så er det lettere næste gang.”

”Men jeg aner ikke, hvad jeg sagde! Tror jeg sagde noget om min mødom.”

Grinende: ”Skidt pyt.”

Eksklusivitet på flere planer

Jeg har for nylig forvildet mig ind i rum på Clubhouse, hvor der bliver fortalt om familiehemmeligheder og delinger af, hvilken modstand man bliver mødt med i livet lige nu.

Jeg glæder mig til at holde sådanne rum. Og jeg vil gøre mit for at gøre det trygt for alle at tage ordet – også selvom det er ubehageligt de første 2(000) gange.

Flere, som er aktive på scenerne i Clubhouse, har også defineret sig selv som introverte. Min indre kamp vil altid være en del af mig og illustrerer meget godt dilemmaet med Clubhouse:

Det vil være et sted for fællesskaber og nærvær og det ægte. Og det har et kæmpe potentiale, og jeg er forelsket.

Men dets eksklusivitet stopper ikke kun ved adgangsbilletten. Vi er nogle, der skal lære at tale igen og hjælpes i gang, hvis vi vil have et klubhus, hvor vi kan mødes og skabe meningsfulde fællesskaber, skal vi have alle på banen.

Ikke mindst os selv.

Mere: Hvad er Clubhouse?