Igår græd jeg over Mia. Jeg kender hende ikke. Men jeg græd over, at hendes liv blev endt så brutalt. Og for hendes familie.
Mænd, der begår overgreb og dræber kvinder, har jeg altid frygtet. Først at blive udsat for. Senere for at det skal ske for mine børn.
Jeg sov dårligt, da min bonusdatter boede hjemme og var i byen. Først når døren gik, og hun var hjemme, faldt jeg i dyb søvn.
Og jeg kan allerede nu mærke dilemmaet og doktrinerne, når manden mener, at vores datter på 8 år ikke må tage crop top på i skole.
“For jeg ved, hvordan drenge tænker!”
Eller når hun går til og fra sin veninde, og vi forældre sms’er, når de går og ankommer.
Jeg ønsker ikke at have det sådan, jeg ønsker at opdrage hende til fortsat at være fri og frygtløs, som hun er af natur.
Men det er dybt integreret i os. At piger skal passe på.
Og af en god grund.
Ansvaret?
Men der er noget andet, der rører på sig.
En ting er frygten for, at noget sker, det andet er frygten for at så blive gjort ansvarlig.
Det har været svært at være vidne til, når det diskuteres, hvad tøj Mia havde på.
Hvorfor hun satte sig ind i en bil.
Om hun var beruset.
Osv.
Fokus på offerets adfærd.
Eller at mænd da også bliver dræbt.
Den ene mistænkte fik lov til at fortælle i et medie, at det havde været nogle hårde dage for ham.
Fra angst til vrede
Se på de historier, vi giver videre. Denn virkelighed, vi lever i.
Og så fortæl mig, at vi kvinder ikke behøver være bange. Eller vrede.
Jeg er så træt af at være bange. Jeg er vred.
Hvad gør vi? Det aner jeg ikke.
Føler en enorm magtesløshed.
Men vi kan i hvert fald begynde med at sige fra overfor gaslighting og victimblaiming.
Uanset om det kommer fra medier, familiemedlemmer, magthavere eller fremmede på nettet.
Sæt ord på
Denne opdatering er et ekko af mine medsøstres stemmer.
Sammen kan vi ikke overhøre det, der altid har føltes - men som vi måske først rigtig ser og mærker nu - helt urimeligt og umenneskeligt.
Side om side tør vi fortælle om frygten. Og om oplevelserne.
Vi har brug for at sætte ord på. At sige fra. At græde og råbe.
Så måske næste næste generation af piger og kvinder kan leve i en verden, hvor de aldrig nogensinde får skyld for at blive gjort fortræd.
Hvor psykopater og krænkere bærer hele ansvaret. Og alle i deres nærhed råber højt, hvis der er røde flag - og bliver hørt.
Jeg deler ikke dette på de sociale medier. Så tak til dig, der modtager mine indlæg eller læser Substack.
Sårbare aftentanker fra en kvinde, datter og mor. Et menneske.
Kh Charlotte
Lad os håbe og råbe så næste generation af piger og kvinder kan leve i en verden, hvor de aldrig nogensinde får skyld for at blive gjort fortræd.